At læse med følelse

Vores tro bygger på solide historiske kilder

Af Anders Graversen

Boganmeldelse

 

Stefan Gustavsson har skrevet Skeptikerens guide til Jesus 2. Det er en toer, som let kan læses, uden at man har læst etteren på forhånd. Men efter endt læsning af toeren, vil man nok ønske sig etteren. Bogen er letlæst! Der findes ikke lange snirklede argumenter i bogen. Det er en fryd at læse de overskuelige kapitler med et klart fokus og et enkelt serveret budskab.

   Hvis du gerne ville have læst adskillige bøger, der forsvarer den kristne tro, men bare ikke har fået det gjort, så har du i Skeptikerens guide til Jesus 2 en bog, som flittigt citerer den ene pointe efter den anden fra diverse bøger. Stefan Gustavsson er belæst, og det kommer i den grad os læsere til gode.

   Særligt bogens tredje hoveddel er spændende. Den handler om, hvad der skete efter Jesu henrettelse og opstandelse. Det er et emne, som de seneste år er blevet debatteret flittigt. Her møder vi en saglig bibelsk gennemgang. Og lad mig bare citere fra konklusionen: "... den, som tror, at Gud opvakte Jesus fra de døde, har de historiske argumenter på sin side." Vores tro bygger på solide historiske kilder - supergodt og trosstyrkende at læse!

   Titlen er måske lidt ambitiøs. Jeg kender ikke så flittige skeptikere, at de vil læse 250 sider om emnet. De vil nok se bogen som én lang salgstale. Men det er i den grad en god salgstale! Så jeg vil anbefale dig at læse bogen før dine skeptiske venner, og så kan du på baggrund af bogen være en uovertruffen guide til Jesus for alle skeptikere, du kender!

 

Stefan Gustavsson

Skeptikerens guide til Jesus 2

Credo, Forlagsgruppen Lohse

272 sider – 249,95 kr.

Artikel bragt i: IMT 2017 nr. 17
Forfatter: Anders Graversen