Artikelarkiv 
ugens hilsen

Søndagskolerne fejrer 125-års-jubilæum i år

Indre Missions Årsmøde bliver præget af festligheder i anledning af Søndagsskolernes jubilæum

Af Anette Ingemansen 

Interview

Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler har 125-års-jubilæum i 2008, og det markeres med en række tiltag. Den store jubilæumsfest afholdes på Indre Missions Årsmøde i Vejle den 6.-7. juni. Lørdag eftermiddag overtager Søndagsskolerne totalt scenen og sætter tonen i et gigantisk jubilæumsshow, som afsluttes med en stor kagemand.

»Det bliver det eneste program-punkt for alle årsmødedeltagere. Der bliver ikke mulighed for at vælge sig ind på forskellige foredrag, som man har kunnet de sidste år, selv teenbreak holder pause om eftermiddagen. Det bliver en udfordring at samle alle,« fortæller informationskonsulent Mikael Arendt Laursen.

Søndagsskolerne har udarbejdet et idekatalog til jubilæumsarrangementer i klubberne, så jubilæet kan blive fejret i alle krinkelkroge af landet. Danmarks mange sogne bliver heller ikke snydt.

»Op til Søndagsskolernes kollektdag den 3. februar udsender vi en smart lille folder til alle præster,« forklarer informationskonsulenten.

Historien i bogform

Der arbejdes på at udgive Søndagsskolernes 125-årige historie i to bøger. For nogle år siden kom bogen »100 år i tjeneste«, der skildrer de første 100 år af Søndagsskolernes historie. I forbindelse med jubilæet udkommer den i en revideret udgave sammen med en ny bog om de seneste 25 års historie. Den er under udarbejdelse af Bjarne Gertz Olsen, der er konsulent for kirke og mission, i samarbejde med kirkehistorikeren Kurt E. Larsen fra Menighedsfakultetet i Århus.

Bøgerne udgives på Forlagsgruppen Lohse i oktober.

I anledning af jubilæet får Søndagsskolernes venneblad et nyt tidssvarende layout. Bladet informerer kort om Søndagsskolernes arbejde. Det udkommer fire gange om året og er gratis.

»Lige nu er der 3400 abonnenter,« siger Mikael Arendt Laursen.

Den bedste gave

Der kommer også et helt nyt lederblad, »Tendo«, i stedet for »Rådgiveren«.

»Tendo er et helt andet lederblad end Rådgiveren.

Der er ikke så meget organisationsstof, for vi håber at nå en større målgruppe i kirken. En anden væsentlig ting er, at lederbladet indeholder stof, som er målrettet hver arbejdsgren,« fortæller informationskonsulenten. Han glæder sig over Søndagsskolernes jubilæum.

»Den bedste jubilæumsgave man kan give Søndagsskolerne er sin tid. Det kan være som leder i en klub eller en håndsrækning i en konkret opgave. Det kunne også være som børnekonsulent. Vi mangler stadig børnekonsulenter i København og Nordsjælland,« slutter Mikael Arendt Laursen.

Artikel bragt i: IMT 2008 nr. 03
Forfatter: Anette Ingemansen