| Artikelarkiv | | |
|
USA: Et af de vigtigste centre for udviklingen i
verden lige nu er USA’s finanscenter Wall Street i
New York. Som alle andre steder i USA arbejder der også her en del troende
kristne. Da den nuværende krise for alvor brød ud, kom det bag på de fleste,
hvor hurtigt det hele udviklede sig. En artikel på ChristianityToday.com skildrer
de kristnes reaktion. Flere sms-kæder kaldte til bedemøder
i diverse kontorer. Nabolagets kirker arrangerede »fortovsmøder« med mulighed
for forbøn og fællesbøn. Kirker med mange Wall
Street-folk som medlemmer holdt døgnåbent for dem, der ikke kunne sove om
natten. Det er ikke enkelt at bevare en levende
kristen tro, når man arbejder i finansverdenens hektiske centrum. »Der er et
element af ’Jeg er herre over min skæbne. Jeg bruger 18 timer om dagen og jeg
klarer det selv’,« siger en præst. »Så kommer denne krise og trækker tæppet væk
under dem. Måske er det første gang i deres liv, at de mister fodfæstet. Hele
deres opsparing er væk på 15 minutter.« Millioner af muslimer bliver kristne De sidste fem år er flere millioner muslimer
i Nord-Afrika og Mellemøsten blevet kristne. Det
oplyser formanden for den norske organisation Kristent Arbeit
Blant Arabere (KABA) Paul Johansen. Han besøger jævnligt kristne i de arabiske
lande og holder desuden kontakten gennem internettet. Hans fornemmelse er, at
en kristen vækkelse i øjeblikket finder sted i en verdensdel, hvor det ellers
kan have voldsomme konsekvenser at konvertere til kristendommen. Ifølge Paul Johansen er mange af
omvendelseshistorierne enslydende. De nye kristne hævder simpelthen, at de har
set Jesus. »Han viser sig for dem hjemme i stuen, viser
sig som en ven,« fortæller han. Ud over disse overnaturlige møder spredes
det kristne budskab gennem udsendelser i radio og tv samt via internettet. »Flere og flere får adgang til internettet i
disse lande, og det giver mulighed for ny information og ny kontakt med andre
gennem f.eks. chat-programmer,« forklarer Paul Johansen. Han er ikke i tvivl
om, at myndighederne i flere lande forsøger at overvåge trafikken på
internettet, men det tyder på, at brugerne er gode til at finde løsninger, så
de ikke bliver opdaget. Til gengæld er det forbundet med stor fare
for de konverterede kristne at samles, og der er jævnligt beretninger om
kristne, der er blevet torteret og mishandlet. Paul Johansen er selv tidligere muslim fra
Egypten, men tog navneforandring, da han kom til Norge. Han boede dog i Egypten
i syv år efter at være blevet omvendt til kristendommen og fik konsekvenserne
at mærke på egen krop. Han mistede sin studieplads, sine venner og familie og
blev gjort arveløs. Menighedsfakultetet: Det er en katastrofe for både kirke og
uddannelsesinstitutioner. Teologiuddannelsen er i krise - og erhvervet
er i krise, påpegede Menighedsfakultetes formand,
sognepræst »Det rekordlave antal teologistuderende på
universiteterne vil i løbet af få år give præstemangel, og situationen har fået
videnskabsministeren til at bede Det teologiske Fakultet i Århus komme med en
redegørelse. Både han, Det teologiske Fakultet og Menighedsfakultetet er
indstillet på, at der er behov for forandringer i teologiuddannelsen,« påpegede
Jørgen Jørgensen. Nyt fag Der arbejdes med en udvidelse af praktikken
og tanker om et helt nyt teologisk introduktionsfag.
Faget skal allerede i første semester give de studerende et indblik i, hvad
teologi overordnet handler om, så de ser sammenhængen og får overblik over de
forskellige fag. »Når vi introducerer nye fag og mere
praktik, skal vi finde andre steder at skære ned,« siger fakultetsleder Ingolf Henoch Pedersen i en uddybning til IMT. »Et af de områder,
vi overvejer, er en mulig nedskæring af latin.« Repræsentantskabet gav opbakning til
arbejdet med at revidere uddannelsen på Menighedsfakultetet, så den endnu bedre
passer til de forventninger og muligheder og udfordringer, som de studerende
vil møde, når de efter endt studie skal ud og virke i kirken. Bestyrelsen fik også fuld opbakning til en
vedtægtsændring, så navnet nu er Menighedsfakultetet, og ikke det hidtidige
»Sammenslutningen til oprettelse og drift af et menighedsfakultet i Danmark«. Det Teologiske Fakultet i Århus: Da Det Teologiske Fakultet i Århus holdt
årsfest fredag den 26. september, løftede dekan Carsten Riis sløret for nogle
vidtrækkende tanker om teologiens fremtid. Han forestiller sig en uddannelse med større
frihed og fleksibilitet for de studerende. Hans liste over nye valgmuligheder
svarer til noget af det, folkekirken efterlyser i præsteuddannelsen. Carsten Riis ønsker, at der udvikles
praktikmoduler i dialog med Teologisk Pædagogisk Center og Pastoralseminariet.
Dekanen fore-stiller sig også, at fakultetet i
fremtiden kommer til at tilbyde teologi i kombination med f.eks. psykologi,
historie og religionsvidenskab. Faggrænser blødes op Prisen for alt dette er, at der skæres ned
andre steder. »Mit forslag er, at græsk gøres obligatorisk, mens hebraisk og
latin bliver valgfrie,« sagde Carsten Riis. Han ved godt, at han dermed rører
ved en varm kartoffel. Forbeholdene er allerede markeret. Dekanen
ved Det Teologiske Fakultet i København, Kirsten Bush Nielsen, sagde til
Kristeligt Dagblad (KD): »Vi tror ikke, der kommer flere teologistuderende,
fordi man forandrer fagets indhold eller udtynder det, som vi mener, at det
sker i dette tilfælde.« KD’s lederskribent roser Carsten Riis for at tænke
radikalt nyt, men slutter med en bemærkning om nedskæring af sprogene: »Det er
svært at se, hvordan en sådan forringelse af studiet kan være vejen frem.« »På Menighedsfakultetet glæder vi os over,
at man på Det Teologiske Fakultet i Århus er åbne for nødvendig nytænkning,«
siger fakultetsleder Ingolf Henoch Pedersen fra
Menighedsfakultetet. »Meget af det, der foreslås, ligger helt i tråd med, hvad
vi selv er i færd med at virkeliggøre. Men de klassiske fag er vigtige at
fastholde. Desværre er der elementer i dekanens forslag, som vil trække studiet
yderligere i retning af det religionsvidenskabelige, hvor det kristne risikerer
at blive udvandet.« Bedste kirkelige hjemmeside Frem til 9. oktober kan man tilmelde sin
hjemmeside til konkurrencen om at blive udnævnt til Danmarks bedste kirkelige
hjemmeside. IMT’s hjemmesidekonkurrence tidligere på året viste, at der er
mange bud på gode hjemmesider. Konkurrenceregler m.v. findes på
kristendom.dk. KFUMs Soldatermission: KFUMs Soldatermission gør en diakonal indsats for
titusindvis af unge danskere, som ellers ikke har særlig kirkelig tilknytning.
Det er soldaterhjemmene, som i praksis udfører denne tjeneste, og at deres
arbejde er værdsat af mange, blev bekræftet ved årsmødet i Karup den sidste
weekend i september. Hovedtaleren ved årsmødet var biskop Karsten
Nissen, Viborg. »Kristendom er livsmod. Fortiden er tilgivet
- fremtiden ligger i Guds hånd. Derfor kan vi leve livet her og nu,« sagde
Karsten Nissen i sin tale. På årsmødet var der ud over hilsner fra
Forsvaret og fra Indre Mission ved generalsekretær »Jeg vil gerne sige det, som det er. Vi er
lige nu ved at brænde sammen i Soldatermissionens Unge. Vi brænder sammen.
Sammen med jer brænder vi for at bringe evangeliet ud gennem forkyndelse,
møder, praktisk arbejde, fundraising og meget mere,« sagde Torben Manø, formand
for Soldatermissionens Unge. På årsmødet var der også dugfriske
beretninger fra soldaterhjemmene her i landet og en beskrivelse fra
soldaterhjemmet i Camp Bastian i Afghanistan. Vesterbro: Syv sogne på Vesterbro i København har
underskrevet en aftale om et tæt forpligtende samarbejde. Aftalen indebærer, at
de syv sogne fortsat er selvstændige, men at der fremover oprettes et fælles
kordegnekontor, præsterne skal samarbejde på tværs af kirker og sogne, der
arrangeres fælles konfirmandundervisning, og alle sognene skal samarbejde om natkirken på Vestebros Torv, oplyser folkekirken.dk. »På Vesterbro ligger kirkerne så tæt, at det
ikke giver mening at fastholde den traditionelle kirkemodel med 100 procent
selvstændige enheder, der skal kunne løse alle funktioner hele tiden. Vores
vision er, at effektivisere en lang række af de praktiske og administrative
funktioner,« forklarer talsmændene for samarbejdet Vesterbro Bykirke. I første omgang er der tale om et projekt,
som de næste fire år gerne skulle udmønte sig i et mere varieret udbud af
gudstjenester, koncerter og kirkelige aktiviteter i bydelen. Projektet træder i
kraft første søndag i advent, såfremt Kirkeministeriet kan godkende
samarbejdsaftalen. Brædstrup: Belægning på parkeringspladsen og udendørs
belysning er det eneste, der mangler, så er alt omkring det nye samlingssted
»Klippen« i Brædstrup mellem Horsens og Silkeborg færdigt. Det er Indre Mission og KFUM og KFUK, der
står bag Klippen, som blev indviet den 18. januar i år og har kostet godt fire
millioner kroner. Formanden for Indre Mission, Jens Hauge, fortæller
om årsagen til det nye byggeri. »I 2005 begyndte vi at snakke om, at vores
daværende samlingssted ’De Unges Hjem’ var ved at trænge til en gennemgribende
renovering. Ved en ekstraordinær generalforsamling blev det vedtaget at sælge
huset, og det blev solgt efter sommerferien,« siger Jens Hauge. Man lejede sig ind i det gamle hus, mens man
søgte efter en ny grund, og mens byggeriet af det nye samlingssted stod på. »2007 blev et travlt år, og der var rigtig
mange, som gav et nap med byggeriet, så arbejdet skred hurtigt frem. Vi blev
færdige, så vi kunne holde julefest i huset den 28. december. Det var dejligt,«
forklarer Jens Hauge. Han oplyser, at de til et samfundsmøde i
Indre Mission kan samle mellem 30 og 40 mennesker. Nykøbing Mors: Det er ikke lige til at se udefra, men
missionshuset i Nykøbing Mors har hen over sommeren fået foretaget nogle
tiltrængte forandringer indvendigt. Det er især den store sal, der har fået en
kærlig hånd. Der er blevet lagt nyt gulv, og el-installationerne er udskiftet. Der er blevet malet, og man har sat ny
belysning op på væggene og opdateret det tekniske udstyr. Missionær Jens Peder Dalgaard oplyser, at
renoveringen kommer til at koste omkring 250.000 kroner plus moms. »Vi er taknemmelige for den store økonomiske
og arbejdsmæssige opbakning, som vi har fået, og vi er glade for det fine
resultat,« fortæller Jens Peder Dalgaard. Missionshusets egne brugere kunne nyde
resultatet den 25. september, hvor der var fødselsdagsfest. »Nu glæder vi os til at tage imod Indre
Missions Hovedbestyrelse og mange missionsfolk fra området til efterårsmødet
den 3. november,« slutter missionæren. Da Sjælland vandt over Sejerø På Sejerø var der liv og glade dage søndag
den 21. september, da 32 børn og voksne fra Søndagsskolerne i Holbæk-Vestsjællandskredsen og IM-samfundene
fra Kalundborg og Høng var taget på søndagsudflugt til øen. Man deltog i øens gudstjeneste, og bagefter
var der rundtur i bus på Sejerø. Madpakkerne blev spist i missionshuset, og
øens tidligere havnefoged fortalte om nogle af sine oplevelser. Så blev der ellers gået til den på pladsen
ved siden af kirken. Der var hoppeborg og en markedsplads med forskellige
boder. De sjællandske gæster og Sejerøs børn og voksne hyggede sig gevaldigt i
det herlige vejr. Der var selvfølgelig også arrangeret en
konkurrence mellem Sejerø og Sjælland. »Det var Sjælland, der vandt, men kun med en
kneben sejr,« fortæller Susanne Chordt Hansen fra
Kalundborg. Midt på eftermiddagen stod Sejerøs børneklub
for et stort kaffebord i missionshuset, og lidt senere var der mulighed for at
se og høre lidt om øens historie på museet og se en båd på havnen. »Det var omkring spisetid, da vi sejlede
hjem igen, og vi var enige om, at det havde været en dejlig dag,« siger Susanne
Chordt Hansen. Ny landekoordinator Thore Eklund har været ansat som konsulent i Mission
Afrika siden 2001 og har især været involveret i projekter med
kapacitetsopbygning i Cameroun og Sierra Leone. Boris: IMT nr. 39 skrev IMT, at
børneklubben »torsdagsklubben« i
Borris ved Skjern havde medvirket ved det lokale gågademarked i august.
Børneklubbens leder, Mette Bøndergaard, var
efterfølgende spændt på, om der ville komme flere børn i torsdagsklubben. Det er gået langt over forventning, fortæller
Mette Bøndergaard. »Det er en succes. Den første eftermiddag
var vi 21 børn, hvoraf de syv børn kom fra kirkefremmede hjem, og de har ikke
tidligere været med i vores søndagsskolearbejde,« siger Mette Bøndergaard. »Vi havde emnet ’Gud i min sangbog’ på programmet,
vi sang sammen og fortalte om, hvad det betyder, når skovens træer falmer.
Bagefter fremstillede børnene deres egen tromme. Nogle børn var slet ikke
parate til at tage hjem bagefter. Det har givet fornyet håb og glæde hos os
ledere.« Event 2008: Når de 600 deltagere til Event 08 ankommer
til åbningen af årets stævne i Vejen denne weekend, bliver de mødt med kravet
om at fremvise en bibel. Uden en bibel i hånden er der nemlig ingen adgang til
Event 08. »Vi ønsker at sætte Bibelen i centrum, for
Bibelen er en fed bog, der virkelig er relevant, også for teenagere i dag«,
udtaler Anders Møberg, der er landsungdomssekretær i IMU, i en pressemeddelelse
sendt til landets medier. For de der har glemt deres Bibel derhjemme,
bliver der dog mulighed for at vinde en ved indgangen. Udover de fire hovedmøder er en vigtig del
af Event 08 de såkaldte smågrupper. En smågruppe består af otte-ti teenagere samt en lidt ældre smågruppeleder. Deltagerne skal fire gange i løbet af weekenden
mødes i disse grupper og diskutere talerne, deres egen tro og andet, de har
lyst til at snakke om. I smågrupperne bliver det
store fællesskab mindre og nærværende, og der bliver plads til den enkeltes
tanker. Herudover er der koncert lørdag aften ved
britiske LZ 7, inden programmet slutter søndag med en gudstjeneste. Indien: Urolighederne i den indiske delstat Orissa har nu spredt sig til den sydlige delstat Karnataka, oplyser nyhedsbureauet Compass. I Orissa har
ekstremistiske hinduer brændt kirker og kirkelige institutioner og dræbt flere
kristne. De lokale myndigheder er passive, mens Indiens øverste ledelse
fordømmer forfølgelsen af de kristne. I Karnataka
anklager de hinduistiske ekstremister kristne for at tvinge hinduer til at
konvertere til kristendommen. Mere end 200 mennesker angreb søndag den 7.
september en kirke med den begrundelse. Samtidig er regeringen i Karnataka,
som er styret af det hinduistiske nationalistiske parti Bharatiya
Janata Party, begyndt at lukke kirker med henblik
på nedrivning, fordi de er »uautoriserede«. Myndighederne kræver, at kirkerne
skal have en særlig licens til at holde gudstjenester. »Dette er en krænkelse af religionsfriheden,
som er fastslået i den indiske forfatning,« siger en kilde i Christian Legal
Association – en organisation, der giver juridisk assistance til kristne. »Der
er ikke noget sådant krav andre steder i landet, og der er heller ikke nogen
anden offentlig myndighed, der har en sådan bestemmelse.« Iran: Myndighederne i Iran har de seneste måneder
intensiveret deres pres mod kristne. De fængsles og tortureres i stigende grad.
Iran ligger på andenpladsen over lande i
verden, der forfølger kristne og andre mindretal. Og det ser ud til at blive
værre. Ved en afstemning den 9. september godkendte det iranske parlament (med
196 stemmer for og 7 stemmer imod) en ny straffelov, der kræver obligatorisk
dødsdom over alle »frafaldne« - altså dem, der forlader islam - oplyser
nyhedsbureauet Compass ifølge Åbne Døre. For at få gyldighed, skal loven igennem en
afstemning mere i parlamentet, men noget tyder på, at den allerede i et vist
omfang er taget i brug. Se lovteksten i dansk oversættelse på kortlink.dk/5tbu. Myndighederne mistænker de kristne for at
være spioner for vestlige lande. Måske skyldes den øgede forfølgelse, at de
islamiske magthavere har svært ved at forlige sig med et voksende antal husmenigheder, som de ikke kan kontrollere. Jørgen | ||
| Artikel bragt i: IMT 2008 nr. 40 |