Artikelarkiv 
Vi prøver os frem

Det ene ord Kristus

Boganmeldelse

Henrik Nygaard Andersen
og Torleiv Austad
Kaj Munk – opgørets dramatiker
Forlaget Anis
328 sider - 328 kr.

Man ved aldrig, hvor man har mig, og jeg har også selv den lykke ikke at vide, hvor jeg har mig selv.

Sådan sagde Kaj Munk. Og det er ikke blevet meget nemmere i dag, hvor mange års fordomme og politisk og religiøs uenighed med ham har forplumret billedet.

Det er derfor forfriskende at læse artikelsamlingen »Kaj Munk – opgørets dramatiker«, der behandler Munks skuespil ud fra deres egne præmisser og fremhæver de aktuelle temaer.

Bogen består af 16 analyser af forskellige skuespil. Den viser, hvordan hele forfatterskabet er et kæmpe netværk, hvor der er linjer og temaer fra første skuespil til sidste. Centrum i dette netværk er Kristus. Det er ham, Munk ønsker at pege på.

»Hvor meget jeg end har skrevet, har jeg kun søgt at skrive det ene ord Kristus«. I det lys behandler Munk kærligheden, døden, synden, Guds kald, martyriet, magten og den svages sejr i nederlaget.

Bogen er spraglet på grund af skribenternes forskellige ståsted og arbejdsmetoder, hvilket giver et nuanceret billede af Munks budskab. De fleste bidrag er af meget høj kvalitet og niveau. Det er derfor ikke en introduktion til Munks forfatterskab, men en bog til det akademiske miljø og til læsere, der allerede har kendskab til forfatterskabet.

Det er måske begrænset hvad nyt bogen bringer frem, men nyt er det, at have så meget samlet i en bog og behandlet så mangfoldigt af kompetente mennesker. Munk bliver med denne bog sat ind i en nutidig sammenhæng og giver stof til inspiration og provokation.

Kim Nielsen Legarth, Hirtshals

 

Artikel bragt i: IMT 2008 nr. 37