Artikelarkiv 
Johnny Cash

På sms med Gud eller…

Hvis man virkelig ønsker at bede, må man først lære at lytte, lød budskabet ved rytmisk gudstjeneste i Herning

 

Af Niels Christian Melgaard

Reportage

 

"Er du på sms med Gud eller tør du ringe op?" Sådan lød spørgsmålet på de to skærme, der var sat op i Herning Kirke til rytmisk gudstjeneste den første fredag i marts.

   Ved ankomsten til gudstjenesten blev man opfordret til at aflevere sit mobilnummer. Det ville nemlig blive brugt som et centralt element undervejs.

En direkte linje

Efter velkomsten og de indledende salmer og sange gik Andreas Bøge op foran døbefonten som prædikant.

   "Bøn er en direkte linje til Gud. Men nogle gange bliver den ligesom en sms. Du skriver den hurtigt og lægger telefonen væk igen. Vi beder måske lige kort, amen og så godnat. Vi bruger ikke altid alle bønnens muligheder," sagde Andreas.

   "Gud er ven af stilheden. Hvis man virkelig ønsker at bede, må man først lære at lytte, for det er i hjerters stilhed, Gud taler. Man kan ikke finde Gud i larm og spektakel," lød et citat fra Mother Teresa, der blev vist på skærmene under prædikenen.

   "Holder du nogen gange pause, når du beder, og lytter efter, om Gud har noget at sige til dig?" spurgte han.

   "Når du ikke taler, så taler Gud til dig, ligesom når man taler i telefon. Gud svarer på bønnen," understregede Andreas, inden han gav plads til stilhed til refleksion og eftertanke.

Forbøn ved alteret

Alt imens mobilen var sat på lydløs tikkede der under prædikenen en sms ind. "Bøn er en gave, ikke en opgave," stod der.

   Efter prædikenen slog lovsangsbandet de første toner an til lovsangen. Samtidig var der mulighed for samtale i et andet lokale i kirken. Sognepræst Erik Nikolajsen stillede sig foran alteret, hvor flere benyttede sig af muligheden for forbøn under lovsangen.

   Mellem lovsangene kom bassisten med et kort vidnesbyrd og bøn.

   "Når jeg beder, folder jeg hænderne og lukke r øjnene for bedre at kunne koncentrere mig. Det vil jeg gerne opfordre jer til nu," sagde han. Efter en kort pause bad han

   "Tak Gud, at du aldrig er optaget, men besvarer hvert opkald."

Stilhed er godt

Kort før altergangen tikkede den næste sms ind. "Jesu blod renser os for al synd," lød beskeden denne gang.

   "Ja, engang mine øjne skal", "Med jubelråb byder vi dig velkommen" og "Der hvor der er to eller tre forsamlet" stemte lovsangsbandet i inden altergangen.

   Den knap to timer lange rytmiske gudstjeneste sluttede med velsignelsen.

   Efter gudstjenesten fortalte to unge om, hvorfor de bruger en fredag aften midt i X-faktor-tid på at gå i kirke.

   "Jeg kender flere andre, der også er her. Der er en god stemning ved gudstjenesten, som mere er for unge end en almindelig gudstjeneste. Musikken er god, og der er gang i den, men jeg nød også tiden til stilhed undervejs," sagde 18-årige Thomas Overby fra Videbæk.

   "Jeg har en bror, der spiller med i bandet, men vennerne kommer også her. Formen er anderledes end søndag formiddag, idet det ikke kun er almindelige salmer. Stilheden er godt midt i en travl hverdag, og det er godt at have fundet tiden til at komme af sted," opsummerede 20-årige Nana Pedersen fra Herning.

 

 

 

 

 

 

 

Artikel bragt i: IMT 2009 nr. 13