Formandsberetning 2010

Som et sennepsfrø

Det er Indre Missions opgave at så sennepsfrø - at forkynde Guds ord til omvendelse, tro og efterfølgelse. Sennepsfrøet har den egenskab, at det kan ligge i jorden i mange år. Når det får lys og varme nok, spirer det

Af Anders Dalgaard

 

Guds rige, som er midt iblandt os, sammenlignes i Jesu lignelser med sædekorn, sennepsfrø, salt, surdej osv.

   Sædekorn og sennepsfrø har livskraft i sig til at spire, slå rod og blive til en plante, der kan bære nye frø. Saltets og surdejens egenskaber er at gennemsyre. Salt og surdej virker indefra.

   Guds ord og Guds ånd er som et frø og som en surdej. Der skabes nyt liv, og det nye liv bliver gennemsyret.

   Vi skal se lidt nærmere på sennepsfrøet. Et hvedekorn dør, når det ligger i jorden - også selv om det ikke spirer. Et sennepsfrø er et oliefrø. Det særlige ved et oliefrø er, at det kan ligge i jorden i mange år uden at spire og uden at dø. Først når det får de rigtige forhold, hvor solens lys og varme kan kalde livet frem, spirer det og bliver til nyt liv.

   Guds rige i verden udbredes gennem forkyndelsen af Guds ord og sakramenternes forvaltning - gennem nådemidlerne. Det kan være skjult i mange år. Skjult i et folk. Skjult i menneskehjerter. Når Guds Ånds milde og varme vinde når hjerterne, kan troens liv pludselig spire og vokse frem,

   Som medarbejdere i Guds rige - som kirke og missionsbevægelse i den - skal vi så sæden, forkynde Guds ord. Vi skal gøre det i tillid til, at Gud har lagt livet ned i sennepsfrøet. Og vi skal gøre det i tillid til, at Gud våger over sit ord og kalder livet frem af det i sin time.

   Det har været Indre Missions opgave at så sennepsfrøet - at forkynde Guds ord til omvendelse, tro og efterfølgelse. Det har været vores opgave at være med til at så sæden og være med til at skabe vilkår, så sæden kan vokse og bære frugt.

   Vore medarbejdere - missionærer og konsulenter, lønnede og frivillige - har været væsentlige redskaber. Mange forskellige rammer og arbejdsmodeller har været brugt. Missionshuse, menighedslokaler, private hjem, telte og cafébus er ydre rammer. Forkyndende møder, evangeliserende fremstød og så videre er modeller, der har været brugt. Vi har set en mængde initiativer inden for familiearbejde, uno-arbejde, musik og bogudgivelse, børne- og ungdomsarbejde.

   Der vil sikkert komme nye rammer og nye måder at udbrede Guds rige på - at så sennepsfrøet. Rammer og måder må altid være i forandring og fornyelse, mens indholdet - sennepsfrøet - altid må være det samme.

   Som eksempler på det vil jeg give nogle få arbejdsgrene lidt ekstra opmærksomhed.

 

Kristrendomskursus.dk

Forlagsgruppen Lohse udgav for lidt mere end to år siden Kristendomskursus.dk. Kurset er blevet særdeles godt modtaget af mange folkekirkemenigheder, valgmenigheder og missionshuse. Til dato har der ud over landet været afholdt mere end 160 kurser med cirka 1800 deltagere.

   Vidt forskellige forsamlingssteder har været i brug for at skabe de bedst mulige ydre rammer, så flest muligt blev nået med evangeliet. Kirker, missionshuse, menighedslokaler, skoler, biblioteker og endda den lokale kro har været anvendt.

   Kursusdeltagerne er en dejlig blanding af folk, der er vant til at gå i kirke, og folk, der ikke er.

   Fra kurserne fortælles der mange vidnesbyrd om, at mennesker er kommet til tro på Jesus. Andre er blevet styrket og fornyet i deres åndelige fællesskaber, og atter andre har med frimodighed taget opgaver på sig i forbindelse med afvikling af kurserne. Mange kurser har været arrangeret i samarbejde med præster. Der er eksempler på, at missionæren har holdt kurser i flere forskellige sogne i sit område.

   Kursets styrke ligger i, at det er båret af moderne pædagogik og teknologi og er baseret på en klassisk evangelisk-luthersk teologi.

   Jeg glæder mig over, at der også er gennemført kurser i sogne, hvor præsten ellers ikke naturligt samarbejder med Indre Mission. Jeg vil stærkt opfordre til, at I lokalt overvejer at bruge kurset som et oplagt arbejdsredskab til at nå længere ud med evangeliet i jeres by - enten i samarbejde med præsten eller en IM-medarbejder.

   Lad os se og bruge de mange muligheder, vi i disse år har for at møde mennesker med evangeliet gennem kurser. Vi har ikke råd til at forspilde chancen.

 

IMU - et arbejde i vækst

Indre Missions Unge (IMU) er en integreret del af Indre Mission, og en væsentlig kilde til Indre Missions liv fremover. Derfor glæder jeg mig over det liv, der udfolder sig blandt unge. Jeg glæder mig over IMU's landsudvalg og konsulenternes stor arbejde for at fastholde de unge i troen på Jesus og i det kristne fællesskab.

   Det er en glæde at konstatere, at IMU har oplevet en vækst i alle deres arrangementer. Event for teenagere og helt unge, de forskellige former for lederuddannelse, og den store tilslutning til Konnekt for 20-30-årige, som er det seneste skud på stammen.

   Særlig to områder har haft stor opmærksomhed i IMU:

1. At dygtiggør de unge gennem lederuddannelse (kaldet 4U) hvor der er satset målrettet på at give de unge en leder-identitet og udruste dem til at arbejde i deres fællesskaber og i missionsarbejdet.

2. Discipelskab med målbevidst arbejde for at de unge må finde deres identitet i Jesus Kristus, så de fokuserer på ham som den handlende part i frelsen og i efterfølgelsen. Der lægges vægt på en forkyndelse af, at vi ikke lever ved os selv eller for os selv, men at Kristus lever i os!

 

Evangeliet til børnene

Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler (DFS) er Indre Missions evangeliserende og oplærende børnearbejde. DFS ønsker at være den kirkelige organisation, der først tænkes på, når emnet er "Kirke for børn" eller "Gud og børn".

   DFS har mange års erfaring i at give evangeliet videre til børn og juniorer i Danmark. Den erfaring ønsker vi, at flest muligt skal have glæde af. DFS' målgrupper er defineret som DFS-klubber, der har hjemsted i IM-samfund, i sognemenigheder, i valgmenigheder og eventuelt andet kirkeligt arbejde for børn. DFS' vision er at blive kendt som et kirkeligt arbejde, der forstår at ramme tidens børnekultur gennem udgivelser og arrangementer.

   En af de store udfordringer for DFS er, at antallet af klubber stadig er faldende. En anden udfordring er, at tidligere var børneklubberne i missionshuset og blev drevet af frivillige kræfter, mens klubberne nu ofte er i forbindelse med kirken og sognehuset og bliver ledet af lønnede medarbejdere - f.eks. en sognemedhjælper. Udfordringen er, hvordan DFS og børnekonsulenterne kan være en inspirationskilde for ledere, der er ansat i andre kirkelige sammenhænge.

   Der er mange tanker og aktiviteter i gang i DFS. Jeg påskønner den indsats, der gøres, og jeg vil gerne opfordre Indre Missions venner til at se mulighederne i at skabe børneklubber med et sundt og godt indhold. Det er en smerte, hver gang en klub nedlægges, og i særdeleshed når det sker på grund af mangel på ledere.

 

IM og valgmenigheder

I hovedbestyrelsen arbejdede vi frem til sidste årsmøde på at finde en model for, hvordan valgmenigheder kunne tilknytte sig til Indre Mission. Ved sidste årsmøde blev resultatet fremlagt. Dermed blev udfordringen givet videre til de valgmenigheder, der er i åndelig slægt med Indre Mission og som måtte ønske at knytte formelle bånd til Indre Mission.

   Noget af det, der var med til at sætte arbejdsprocessen i gang hos os, var den gryende valgmenighed i Århus, som kom til at hedde Århus Bykirke. Denne valgmenighed har grebet udfordringen, så det i vedtægternes paragraf 1 hedder:

   "Valgmenigheden udspringer af og knytter til ved Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark (IM), hvilket bl.a. kan komme til udtryk ved menighedens repræsentation i IM-relaterede udvalg og bestyrelser samt engagement og medvirken i IM-aktiviteter. Aktiviteter i valgmenigheden kan være formelt tilknyttet arbejdsgrene under IM."

   Fra hovedbestyrelsens side er vi glade for Århus Bykirkes ønske om en tilknytning, og stolte over, at det har kunnet lade sig gøre. Vi opfordrer Indre Missions venner, som andre steder arbejder på at oprette valgmenigheder - eller har oprettet en valgmenighed - til vedtægtsmæssigt at lade sig tilknytte Indre Mission.

 

Debatten i medierne

Igen i år er den teologiske debat fortsat i medierne - bl.a. i Kristeligt Dagblad (KD). Det er både gavnligt og glædeligt, for gennem en sund og saglig debat skærpes den teologiske bevidsthed. Tankerne afklares, uenighederne træder tydeligt frem, og nødvendigheden af at tage stilling skærpes.

   Store og centrale spørgsmål har været diskuteret: alles frelse, den dobbelte udgang af døden, fortabelsen og helvede, om der er flere veje til Gud eller om Jesus er den eneste, og mange andre emner af såvel dogmatisk som etisk art.

 

Alles frelse eller den dobbelte udgang

Hvad angår debatten om alles frelse og den dobbelte udgang har sognepræst Kaj Mogensen fra Thy været toneangivende, og mange debattører har deltaget i debatten.

   Kaj Mogensen argumenterer for, at Gud ikke lader nogen gå fortabt i en evig tilværelse i helvede. Kaj Mogensens argumentation er bygget op på tanken om, "at Kristi forsonergerning er universel og omfatter hvert eneste menneske, og at Gud i sin almagt og kærlighed i sin time vil genoprette det brudte skaberværk. Alforsoning og genoprettelse er sider af sammen sag!" (KD 30/3-2010).

   Tankegangen er, at Kristi forsoning gælder alle, og at den skabte og faldne menneskeslægt hører Kristus til. Som en følge heraf skal genoprettelsen også gælde alle. Genoprettelsen skal forstås som frelse og evigt liv hos Gud i herligheden. Denne alforsoning og genoprettelse gælder alle mennesker både før Kristi fødsel og efter - om de har hørt om Jesus eller ikke hørt om ham.

   Kaj Mogensen må som følge af denne tankegang afvise den bibelske og klassisk teologiske tankegang, som taler om en dobbelt udgang af døden, enten frelse hos Gud eller fortabelse borte fra Gud.

   Mogensen forsøger sagligt at argumentere for sit synspunkt og imod dem, der repræsenterer det gamle klassiske synspunkt.

   At Kristi forsonergerning gælder for alle, vil jeg også bakke op om, prædike og forkynde. Jesus Kristus har én gang for alle ved sin død båret al verdens synd op på korset og ved sin opstandelse vundet retfærdighed og evigt liv til alle. Det skal der ikke herske tvivl om!

   Men vi kommer ikke uden om, at Det Nye Testamente også taler tydeligt og umisforståeligt om evig frelse hos Gud og evig fortabelse borte fra Gud som to mulige udgange af dette liv. Denne tankegang møder vi stærkest i Jesu egen forkyndelse. Jesus taler f.eks. tydeligt om det i lignelser som kongesønnens bryllup, de betroede talenter, Lazarus og den rige mand, de ti brudepiger, osv.

   Det Nye Testamente taler om, at alt det, som Kristus har gjort ved sin død og opstandelse, bliver givet til os ved mødet med Jesus Kristus i sakramenterne og ved mødet med Kristus i Guds ord. I tro tager vi imod det - og derved bliver det vores!

   Det er vigtigt, at vi fastholder begge synspunkter: både Kristi altomfattende forsoning, og Jesu tale om den dobbelte udgang. Det er nemlig i spændingsfeltet mellem disse to bibelske udsagn, at kaldet til omvendelse og tro skal lyde. Det er i dette spændingsfelt, at al kristen mission får sin dynamik og kraft - ja henter sin begrundelse.

   Denne tankegang vil vi i Indre Mission gerne vedkende os og fastholde. Mister vi den i vores forkyndelse og vidnesbyrd, så mister vi vores egen begrundelse for at være en vækkelsesrøst i vores kirke og vores folk.

 

En eller flere veje

Forårets helt store teologiske spørgsmål har dog været, om Jesus er den eneste vej til Gud, eller om der igennem andre religioner kan findes en vej til den samme Gud. Biskop Keld Holm, Århus, er i et interview citeret for at have sagt:

   "Jeg udelukker ikke, at mennesker af andre religiøse opfattelser end kristendommen kan finde den Gud, vi møder gennem Kristus … det er bestemt muligt at de (muslimer og buddhister) har fundet den samme Gud gennem deres tro" (KD 5/3-2010).

   Domprovst Anders Gadegaard, København bakker op. Han tog i en kronik i KD den 19/3-2010 de gamle vestjyske missionsfolks forståelse af Guds almagt og uransagelige førelse som gidsel for sit synspunkt om, at der er flere veje til Gud. Jeg er ikke i tvivl om, at Anders Gadegaard mistolker missionsfolkenes gudstro, når han bruger dem til støtte for sin påstand om, at der er flere frelsesveje til Gud. De gamle missionsfolk ville aldrig have sagt ja til denne tolkning. Det har kendetegnet forkyndelsen i Indre Mission gennem hele dens levetid, at Jesus er den eneste vej til frelse.

   Det Nye Testamente lærer os, at Jesus er Guds enbårne søn, at han er ét med Faderen, og at han taler det, som han har hørt hos Faderen. Derfor taler Jesus med guddommelig myndighed, når han siger om sig selv: "Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig!" (Joh 14,6).

   Der er kun én vej til frelse. Kun én mellemmand mellem Gud og mennesker, nemlig Jesus Kristus. Der er ikke frelse i noget andet navn end navnet Jesus. Det bibelske vidnesbyrd og vores lutherske bekendelse taler entydigt om, at det er ved troen på Jesus Kristus og bekendelsen til ham, at mennesker føres frem til den sande Gud.

   Jeg vil gerne melde mig blandt dem, der tror på Guds forsyn, alvidenhed og uransagelige førelse af mennesker. Sådan er Gud. Når det drejer sig om vores evige frelse, så gør Gud brug af mange forskellige veje ved Ordet og Helligånden. De uransagelige veje fører ét bestemt sted hen. De fører til Jesus Kristus, for kun gennem ham bliver vi ledt til evig salighed.

   Vi må derfor klart og tydelig sige fra over for en lære og en forkyndelse, der siger, at der findes andre veje til Gud end Kristus. Hvis en sådan tankegang var sand, var Jesus Kristus død til ingen nytte. Al kristen mission ville være unødvendig og overflødig. Vores egen forståelse af at være en vækkelsesrøst i vores kirke og vort folk ville være meningsløs.

   Det er vores overbevisning og tro, at Jesus Kristus er Guds eneste frelsesvej. Derfor vil vi med frimodighed, glæde og styrke fastholde vores opgave som missionsbevægelse. Vi vil forkynde Kristus som den korsfæstede og opstandne frelser, indtil han kommer igen.

   Det er fortsat Indre Missions opgave at kalde til omvendelse, at kalde til tro på Jesus, at kalde til et liv sammen med ham.

 

Det kønsneutrale "ægteskab"

Et tredje emne, der har fyldt meget i mediedebatten, er ikke blot teologisk, men også politisk baseret, nemlig diskussionen om ligestillingen mellem heteroseksuelle og homoseksuelle par. Der ligger flere lag i den diskussion: Skal et homoseksuelt par fortsat lade deres forhold registrere som et partnerskab, eller skal det blive til en vielse, så deres parforhold bliver til et "ægteskab". Og skal et sådant "ægteskab" mellem to af samme køn i givet fald kunne indgås eller velsignes i kirken.

   Hvis der svares ja til det, bliver næste spørgsmål: Hvilket ritual skal der så bruges? Skal der laves et specifikt ritual, som skal bruges ved homoseksuelles "vielse", så man har to ritualer - et ved heteroseksuelt ægteskab og et ved homoseksuelt "ægteskab"? Eller skal der skabes et helt nyt vielsesritual - et såkaldt "kønsneutralt" ægteskabsritual?

   Meningerne er mange. Den danske befolkning er delt. Kirkegængerne er delt. Politikere er delt. Bispekollegiet er delt. Men tidens vinde peger i retning af ligestilling mellem homoseksuelle og heteroseksuelle parforhold - også når det drejer sig om ægteskabet. Det store spørgsmål er, om kirken kan eller vil blive pålagt af politikerne at lade homoseksuelle parforhold blive registreret eller "viet" i kirken.

   Når spørgsmålet har stor betydning for os, er det fordi kirkens ritualer henter deres indhold og mandat fra Bibelen, og skal kunne begrundes i kirkes fundament: Bibel og bekendelse.

   Det ægteskabelige forhold mellem mand og kvinde er i bibelsk sammenhæng en skaberorden. "Fra skabelsens begyndelse skabte Gud dem som mand og kvinde. 'Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød.' Derfor er de ikke længere to, men ét kød" (Mark 10,7-8).

   Når Jesus taler om ægteskab, handler det entydigt om, at Gud har skabt mennesket som mand og kvinde og at det er de to, der skal blive ét.

   I Bibelen findes der ingen steder, som taler til fordel for homoseksuelt samliv. Intet i Bibelen peger i retning af, at et homoseksuelt parforhold er velsignet af Gud, på samme måde som det siges om ægteskabet mellem mand og kvinde. Derfor har kirken ikke mandat til at indføre et ritual til indgåelse af ægteskab eller velsignelse af et forhold mellem to af samme køn. Den bibelske tale om ægteskabet som en skaberorden, er udelukkende knyttet til forholdet mellem en mand og en kvinde.

For at komme Folketinget i forkøbet har kirkeministeren nedsat et udvalg, der skal analyser problemstillingerne og komme med en udtalelse til efteråret.

   Det problematiske ved udvalgets kommissorium er, at det er udformet, så der på forhånd kun er givet én løsning, nemlig at homoseksuelle kan få deres parforhold stiftet og/eller velsignet i kirken.

   Bispekollegiet udtalte i en pressemeddelelse i 1997, da emnet var til debat, at "alene af hensyn til det kirkelige fællesskab er det derfor vores opfattelse, at der ikke bør institueres nye ritualer på dette område".

   Det kirkelige fællesskab var dengang et væsentligt argument. Det er mit håb, at bispekollegiet igen vil besinde sig på vigtigheden af det kirkelige fællesskab - forskellige meninger til trods. Af hensyn til det kirkelige fællesskab bør der ikke autoriseres et ritual, der er stor uenighed om. Der bør ikke ligge et ritual på altret, som kun er for den del af folkekirken, der kan gå ind for det.

   Og så vil jeg gerne nævne det, som skal være en selvfølge for os alle: Vores modstand er rettet mod ordninger, som er imod Guds ord. Den er ikke en fordømmelse af mennesker. Vi har alle vores at slås med, når det gælder at følge Guds vilje. Der må ikke være mindre kærlighed og omsorg til dem, der har en anderledes livsstil, end vi selv har.

 

Forholdet mellem stat og kirke

Debatten om kønsneutralt "ægteskab" har tydeliggjort, at Folketinget er folkekirkens øverste myndighed. Derfor kan Folketinget pålægge kirken at lade registeret partnerskab stiftes og velsignes i kirken.

   Den hævdvundne skik, at staten ikke blander sig i kirken indre liv, er altså i denne sag ved at blive undertrykt af grundlovens paragraf 66 om, at folkekirkens forhold ordenes ved lov. Således at forstå at Folketinget kan lovgive om, hvad kirkens skal gøre. Kirkeminister Birthe Rønn Hornbech har flere gange i debatten slået til lyd for, at det er vigtigt, at kirken bliver hørt, og at kirken selv skal arbejde med i processen, så Folketinget ikke pålægger eller dikterer kirken at vie homoseksuelle par.

   Hele debatten og politikernes ageren har sat forholdet mellem stat og kirke under pres. Indre Missions har ikke haft for skik at blande sig i debatten om forholdet mellem stat og kirke, og på nuværende tidspunkt har hovedbestyrelsen heller ikke nogen klar holdning til dette spørgsmål.

   Traditionelt har Indre Mission bakket op om den nuværende ordning, idet vi mener, at den bedst sikrer mindretallene deres rettigheder. Men jeg vil ikke afvise, at den nye ageren blandt Folketingets politikere kan få os til at overveje vores holdning til forholdet mellem stat og kirke.

   Det er et spørgsmål, om kirken kan leve med, at politikerne i deres blandede religiøsitet kan diktere kirken noget på det teologiske område.

 

Borgerlige vielser

Kirkeministerens udvalg, der skal se på et eventuelt kønsneutralt "ægteskab", skal blandt andet tage stilling til følgende spørgsmål: "Skal ægteskabsindstiftelsen fortsat foregå i folkekirken, eller skal alle samliv indgås for den borgerlige øvrighed, hvorefter der er mulighed for en kirkelig velsignelse ..."

   Dette punkt i udvalgsarbejdet har allerede skabt stor uenighed.

   Vielseshandlingen i kirken består af to dele: Den juridiske akt og Guds velsignelse. Den juridiske akt har med den borgerlige samfundsorden at gøre. Derfor bør den efter min opfattelse ske på rådhuset. Det er i øvrigt stort set kun i de skandinaviske lande, at kirken har vielsesmyndighed.

   Mit synspunkt er ikke begrundet i ønsket om at lande på et muligt kompromis i den standende debat om homoseksuelles mulighed for at blive viet i kirken. Det er derimod begrundet i, at ægteskabsindgåelsen har med jura at gøre. Det er en juridisk handling, og som sådan bør den alene forholde sig til en samfundsmæssig ordning. Derfor så jeg gerne, at ægteskabsindgåelsen blev ført helt ud af kirken. Kirken har som sådan ingen interesse i at træde i den borgerlige myndigheds sted.

   Dermed kan vi også undgå den folkelige misforståelse, at der er et "rigtigt ægteskab" (det kirkeligt indgående) og et "mindre rigtigt ægteskab" (det borgerligt indgåede). Ethvert indgået ægteskab er lige værdigt over for Gud og mennesker.

   Guds velsignelse hviler lige fuldt over såvel det borgerligt som det kirkeligt indgåede ægteskab. Guds velsignelse er knyttet til det liv, der udfolder sig inden for hans skaberorden.

   Det er ikke mit ønske at tage ægteskabet ud af kirken. Jeg ønsker, at det borgerligt indgåede ægteskab skal omkranses og helliges af Guds ord, lovsang, forbøn og velsignelse i kirken.

   Den kirkelige handling er udtryk for, at vi også lægger denne del af vores liv i Guds hænder og beder om hans hjælp til at leve i den i medgang og modgang, til døden os skiller.

 

Vejen frem

Men hvad gør vi som kirke og missionsfolk, hvis kravet om vielse af homoseksuelle i kirken bliver til virkelighed? Hvad gør vi, hvis der indføres et nyt ritual? Her vil meningerne os imellem være delte, og de konklusioner, vi drager, vil formodentlig også være forskellige.

   Jeg vil for min del sige det samme som rektor Børge Haahr Andersen på Dansk Bibel-Institut skrev i KD den 22/3-2010: "Nej, jeg vil ikke forlade folkekirken, hvis eller når vi får et ritual for vielse af registrerede par. Det gælder også, hvis det mest radikale forslag - det om et kønsneutralt ægteskabsritual - bliver gennemført og med tiden bliver en del af den ritualbog, der ligger på altret om søndagen. Jeg vil godt udtrykke mig utvetydigt, sådan at ingen efterfølgende vil kunne sige, at jeg og andre forsøger at forhindre et ritual ved at true med at forlade folkekirken og bagefter falde til patten igen." Så vidt Børge Haahr Andersen.

   Jeg er enig og vil gerne udtrykke mig på samme vis. Og jeg ønsker, at denne holdning må kendetegne hele Indre Mission. Vi vil ikke true med at forlade folkekirken, men vi vil argumentere imod indførelsen af et ritual for vielse eller velsignelse af homoseksuelle par. Vi vil også tale tydeligt om, at vi ikke kan overskue konsekvenserne, hvis det alligevel sker.

   Som bevægelse vil vi blive i folkekirken. Folkekirken har stadigvæk Bibelen og bekendelsen som sit grundlag. Kristi kirke er stadig til stede midt i folkekirkens skrøbeligheder; Kristi kirke er der, hvor kristne - i deres forskelligheder - samles om Guds ords forkyndelse og sakramenternes forvaltning. I den kirke blev vi døbt til at tilhøre Jesus Kristus og kaldet til at have vort virke.

   Hvad der kommer til at ske, hvis (eller når) vi en dag har en ritualbog med et ritual, som ikke har noget bibelsk mandat, men tværtimod har Bibelen imod sig, kan vi ikke forudse. Men det vil være en dramatisk ny situation for vores kirke

   Såfremt der er nogle af Indre Missions venner, der af samvittighedsgrunde i dette spørgsmål vælger at forlade folkekirken, anbefaler hovedbestyrelsen, at man tilslutte sig en evangelisk-luthersk frimenighed eller frikirke, og vi opfordrer til at gøre brug af muligheden for fortsat tilknytning til Indre Mission, som hovedbestyrelsen skrev i et protokollat i 1997 og senere uddybede i sit udredningspapir fra september 2005. Alle, som ønsker det, er hjerteligt velkomne til at tage del i IM's lokale arbejde.

 

Tak

Tak til Indre Missions mange venner ud over landet. Tak for jeres trofaste forbøn, offervilje og tjeneste - såvel lokalt som på landsplan.

   Tak til Indre Missions mange ansatte - såvel lønnede som fritidsansatte - for en stor arbejdsindsats. Tak til ledende sekretærer, som på en betryggende måde tager hånd om bestyrelsens beslutninger og udfører dem.

   Tak til Indre Missions hovedbestyrelse - for jeres engagement og den tid, I afsætter til arbejdet.

   Men først og fremmest skal takken gå til Gud, som har kaldet os til arbejdet, til Jesus Kristus, som ved sin død og opstandelse gjorde missionens arbejde meningsfyldt, og til Guds Hellige Ånd, som fornyer og udruster til tjeneste.

 

Arbejdsberetning 2010

Et eksperimentarium for mission

Hvis vi vil være en levende missionsbevægelse i vores samtid, må vi være interesseret i at møde mennesker, der hvor de findes, og åbne op for gensidig dialog

Af Thomas Bjerg Mikkelsen

Forandringens vinde blæser ind over dansk kirkeliv og dermed også over Indre Mission.

   I de sidste 100 år er kristendommen gået fra at være et stabilt fundament under det danske samfund til i dag at være et historisk levn, som kun få føler sig forpligtet på. Kristendommen spiller ikke den samme rolle i de fleste danskeres liv, som for blot få årtier siden. De fleste betragter nok Danmark som et kristent land, men danskerne opfatter ikke sig selv som særligt kristne, og stærke politiske kræfter arbejder ihærdigt på at trænge religionen ud af det offentlige rum.

   Dertil kommer, at kirken befinder sig i en åndelig krise. Folkekirken, som trods tilbagegang stadig har fire ud af fem danskere som medlemmer, burde være et åndeligt pejlemærke i danskernes hverdag. Men i stedet er kirken gentagne gange endt i splid med sig selv og sit grundlag. Det blev ikke mindst tydeligt i dette forår, hvor blandt andre en biskop og en domprovst offentligt udtalte, at Jesus måske ikke er den eneste vej til frelse.

   Med andre ord: Vi befinder os i en situation, hvor der er brug for en levende, frimodig og ressourcestærk missionsbevægelse, som vil arbejde for at bringe mennesker i nærkontakt med evangeliet ved at formidle en enkel, praktisk og personlig kristendom.

   Skal det lykkes, må vi indrette vores fællesskaber, så de appellerer til nutidens mennesker på alle niveauer af den sociale rangstige. Vi må blive bedre til at tage mennesker alvorligt, så de får svar på deres mange spørgsmål. Og frem for alt må vi stille os til rådighed for evangeliet, så mennesker får smag for Guds Ord.

 

Åbenhed og dialog

En af udfordringerne er, at vi i for stor udstrækning benytter os af envejskommunikation, og at besøgende til et møde i missionshuset eller kirken dermed implicit bliver betragtet som passive modtagere. Hvis vi vil være en levende missionsbevægelse i vores samtid, må vi være interesseret i at møde mennesker, der hvor de findes, og åbne op for gensidig dialog!

   I løbet af det seneste år er der blevet afholdt kristendomskurser over hele landet. Mange steder er man blevet overrasket over den store tilslutning – også fra folk, som ikke tidligere har vist interesse for kirke og kristendom. Undervisningen er baseret på et PowerPoint-oplæg og efterfølgende gruppesamtale, hvor der er plads til spørgsmål, kritiske kommentarer og diskussion af undervisningsoplægget.

 

Plads til forskellighed

Tilbagemeldingerne fra disse kurser har været meget positive. Mange steder har den største udfordring været at få tid nok til samtale og dialog. Deltagerne kom nemlig ikke kun for at lytte til envejskommunikation fra en underviser. De kom i høj grad også for at deltage i en samtale om, hvad kristendommen betyder for dem i 2010.

   Erfaringerne fra disse kurser kan sagtens bruges til at gøre de mere traditionelle møder i missionshuset til en mere relevant oplevelse. Både for de, som er vant til at komme til møderne, og for de, som måske er med for første gang.

   Missionshusets identitet bør være åbenhed og forskellighed, frem for lukkethed og konformitet. Vi må lære at forstå og acceptere forskelligheden – og ikke mindst at forstå dens styrke! Ligesom kursister på Kristendomskursus.dk oplever at blive taget alvorligt, når de kommer med kommentarer eller stiller spørgsmål, skal de også opleve at blive taget alvorligt i missionshuset. Vores forkyndelse skal derfor formuleres mere præcist og livsnært, og vi skal arbejde på at opbygge en dialog-kultur i missionshuset. 

 

Frigørende forkyndelse

Hermed er vi fremme ved det, som bliver et af det kommende års kerneopgaver: At styrke forkyndelsen og den teologiske undervisning i Indre Mission. Den åndelige fornyelse udspringer nemlig først og fremmest af et forfriskende og livsnært møde med Guds ord!

   I Indre Mission har vi traditionelt lagt vægt på ordets forkyndelse, og sådan skal det også være i fremtiden. Gennem forkyndelse og undervisning vil vi kalde mennesker til at leve i tjeneste for Jesus og for vores medmennesker. Hvis det skal ske, har vi brug for forkyndere og modne kristne med bibelsk indsigt, åndelig erfaring og et menneskeligt og kulturelt overskud. Vi har brug for forkyndere og ledere, der evner at formidle evangeliet i et sprog, der er fri for floskler og indforståetheder, og som vækker genklang hos nutidsdanskeren.

   I øjeblikket er vi i fuld gang med at udtænke en plan for, hvordan vi kan styrke forkyndelsen på alle niveauer af arbejdet. Sammen skal vi finde ind til kernen af, hvad det vil sige at være evangelisk luthersk, og sammen skal vi udforske, hvor kontaktpunkterne er mellem evangeliet og det moderne mennesker anno 2010.

 

Kristus lever for os

IMU har derfor også fat i den lange ende, når de i forbindelse med det nye landsarrangement, Konnekt, valgte at sætte fokus på, at livet og tjenesten ikke handler om, hvad vi kan gøre for Kristus, men om, hvad han kan gøre for os.

   Alt for mange af os – det gælder både unge og ældre – lever ikke som frigjorte kristne, fordi vi så let kommer til at fokusere på det, vi skal gøre – og ikke på det, Kristus har gjort for os. Livet som kristen bliver på den måde reduceret til aktiviteter, og vores åndelige identitet bliver bundet op på vores egen indsats og ikke på Guds nåde. 

   Præcis på det punkt kan IMU være til stor inspiration for os andre, fordi IMU i øjeblikket er rigtig dygtige til at fastholde et stærkt og sundt fokus på Jesus som den handlende part – både i forhold til frelsen og til Kristus-efterfølgelsen.

 

I ord og handling

   Hvis vi vil nå vores medmennesker med evangeliet, er der – er jeg overbevist om – behov for en ny radikalitet i forhold til at omsætte ord til liv. Det er vigtigt, at mennesker grundlæggende erfarer, at kirkens forkyndelse ikke kun er livsfjern og monologisk tale. Hvis de mange ord ikke følges op af liv – forbilledligt liv! – mister de hurtigt deres betydning. Kristi kærlighed skal ikke bare forkyndes, den skal også udleves!

   Derfor er det også glædeligt og betydningsfuldt, at diakonien nu ser ud til at få en mere fremtrædende plads både i Indre Mission og i kirken generelt. Vi taler nu i højere grad end tidligere om diakoni som en væsentlig og nødvendig side af det kirkelige arbejde, og der er tilsyneladende en stigende bevidsthed om, at vi gennem diakonien kan være med til at levendegøre evangeliet og gøre Kristus synlig for mennesker i verden omkring os.

   Den 6. februar blev der afholdt en stor konference på Diakonhøjskolen i Århus. Indre Mission var medarrangør sammen med ni andre kirkelige organisationer. Konferencen, der blev holdt under overskriften ”Diakoni og mission til tiden”, var en nødvendig udfordring til at fremme diakoni og mission i hverdagen, og med flere end 250 deltagere overgik fremmødet alle forventninger. Det lover godt for fremtiden.

 

Diakoni i praksis

I 2009 kunne det tværkulturelle arbejde i Indre Mission fejre rund fødselsdag. I 20 år har vi satset mange ressourcer på at tilbyde hjælp og omsorg til flygtninge og indvandrere, og vi er sandsynligvis stadig den kirkelige organisation, der har flest ansatte i det tværkulturelle arbejde.

   Vi har grund til at være taknemmelige for den indsats, der i disse år ydes af både frivillige og ansatte medarbejdere i det tværkulturelle arbejde. Som kristne har vi en forpligtelse til at vise barmhjertighed og omsorg mod de fremmede – og særligt dem, som befinder sig i en udsat position.

   Mange af de flygtninge og indvandrere, som kommer til landet, har en kristen baggrund, og spørgsmålet er, hvordan vi bedst kan inkludere dem i vores fællesskaber. Mange af dem finder ind i en af landets over 200 migrantmenigheder, men det betyder ikke, at de ikke har behov for vores hjælp.

 

Husk børnene

En særlig udfordring er børnene og de unge, som ofte føler sig mere danske end deres forældre og dermed står splittede mellem to kulturer. Mange af dem har svært ved at falde til i migrantmenighederne og ender til sidst med at vælge kristendommen fra. Det er vigtigt, at vi ikke glemmer disse børn med flerkulturel baggrund. Svigter vi dem nu, er der stor sandsynlighed for, at de aldrig finder tilbage til kirken og det kristne fællesskab.

   Det nyeste IM-samfund i København fortjener også at blive nævnt. IKCommunity er et multietnisk og forkyndende kristent fællesskab med ugentlige samlinger omkring Internationalt Kristent Center (IKC) i København. Til møderne kommer ca. 20 mennesker fra 8-10 forskellige lande. De fleste er kristne, men der kommer også hinduer og muslimer. Det er opmuntrende og tankevækkende, at det kan lade sig gøre at samle mennesker med så vidt forskellige kulturelle og religiøse baggrunde til et kristent møde.

 

Slidte missionshuse

Mange af de gamle missionshuse er ved at være nedslidte. Det gælder både på landet og i byerne. Enten skal husene derfor renoveres gennemgribende, eller også skal der bygges nyt. I nogle tilfælde kan det måske slet ikke svare sig at bevare et hus, og så må man naturligvis sælge.

   Nedgangen i antallet af missionshuse er selvfølgelig en sørgelig påmindelse om, at der er færre og færre, som ønsker at slutte op om Indre Missions arbejde. Men heldigvis er det langt fra hele sandheden. Mange af de gamle missionshuse lever ikke op til tidens krav og er blevet for dyre at vedligeholde. Derfor bliver de renoveret eller skiftet ud med mere tidssvarende huse, som bedre kan danne ramme om et moderne missionsarbejde.

   Den klassiske opstilling med faste stolerækker, en bombastisk talerstol og højstemte malerier på væggene virker fremmedgørende på nutidens mennesker og kan i sig selv gøre det svært at invitere nye med. Og mange unge føler sig slet ikke hjemme i det miljø. Derfor er det både godt og vigtigt, at man mange steder tænker offensivt i forhold til at skabe mere tidssvarende rammer for missionsarbejdet.

 

Inspirerende nybyggeri

Det seneste år har vi f.eks. set det i Randers, hvor to IM-samfund er gået sammen om at bygge et nyt og indbydende hus, der imødekommer behovene for både børn, unge og ældre. Det er et spændende sted og bestemt et studie værd for andre, der går med byggeplaner.

   Et andet eksempel er Børkop, hvor der aldrig tidligere har været et missionshus. Her har man tænkt både offensivt og missionsstrategisk ved at bygge et nyt og moderne hus ud fra mottoet ”Fællesskab, der favner”. Huset er blandt andet indrettet med sofamiljøer, som lægger op til socialt samvær og fortrolig samtale. Det er enkelt og godt tænkt!

   Et tredje eksempel er Erritsø ved Fredericia. Her har et ganske lille samfund valgt at renovere det eksisterende hus, så det nu fremstår langt mere indbydende i forhold til blandt andet legestueforældre, som kommer i huset. Målet var, at de nye rammer skulle trække flere mennesker ind i et varmt fællesskab. Det ser ud til at lykkes. I hvert fald har man det sidste halve år registreret flere deltagere ved møderne end tidligere.

   De mange byggerier og renoveringer kan kun finde sted, fordi enkeltpersoner vælger at bidrage både økonomisk og med praktisk hjælp. Mange har også søgt om tilskud fra Indre Missions byggefond, som i 2009 har uddelt godt otte millioner kroner som tilskud til renoveringsprojekter og nybyggeri.

 

IM og børnefamilierne

Familieudvalget tog i 2009 initiativ til en undersøgelse, som skulle afdække børnefamiliernes ønsker og behov i Indre Mission. Undersøgelsen viser, at familierne ofte har så travlt i hverdagen, at de kan have svært ved at finde tid og overskud til at prioritere møderne i missionshuset. Desuden oplever de, at fællesskabet ofte bliver for lukket og overfladisk, og de savner en mere livsnær og nutidig forkyndelse.

   Det er vigtigt, at vi stiller os på børnefamiliernes side og ser tingene fra deres synsvinkel i stedet for at møde dem med kritik og stille urimelige krav til deres formåen. Mange børnefamilier har lyst til at bakke op omkring kirken og missionshuset, hvis bare mødetidspunkter, former og indhold er tilpasset deres særlige behov.

   Heldigvis findes der også masser af succeshistorier om situationer og øjeblikke, hvor det er lykkedes at inkludere børnefamilierne i fællesskabet. Det er vigtigt, at vi lægger mærke til disse historier, udforsker dem og tager ved lære af dem, så børnefamilierne kan finde glæde ved at være en del af fællesskabet i missionshuset og kirken.

 

Kirke for hele familien

Et væsentligt skridt i retning af at komme børnefamilierne i møde er Søndagsskolernes Messy Church-koncept. Konceptet lægger op til uformelt samvær og er kendetegnet ved, at børn og voksne gør noget sammen. Det er kirke på børnefamiliernes præmisser, og det nye koncept kan vise sig at blive et rigtigt nyttigt redskab i forhold til at nå børnefamilier med evangeliet.

   I det hele taget bliver der i øjeblikket taget mange nye initiativer i Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler (DFS). For nylig har man valgt at styrke ledelsen ved at ansætte en vicelandsleder, og der tænkes i det hele taget mange kreative og fremadrettede tanker om, hvordan DFS kan komme til at spille en mere aktiv rolle i folkekirken.

   ”Vi gør det let for dig”. Sådan lyder mottoet for, hvordan DFS vil være samarbejdspartner for ledere i det kirkelige børnearbejde. Det gøres ved at udbyde ressourcer – både materialer og konsulenter – og have målrettede tilbud til børn og voksne i form af nye blade, hjemmesider osv. Det bliver spændende at følge DFS i de kommende år, for udviklingen går rigtig stærkt.

 

Bibelcamping

En løs opgørelse viser, at tæt ved 8.000 mennesker valgte at holde ferie med Indre Mission i 2009. Bibelcamping er altså en kæmpe succes og må stadig betragtes som en af vores vigtigste og mest betydningsfulde aktiviteter.               

   Det skal ikke mindst ses i lyset af, at mange i disse år har så travlt i hverdagen, at de ofte nedprioriterer de forkyndende og undervisende møder i missionshuset eller i kirken. For mange bliver ferien på en af Indre Missions bibelcampings en mulighed for at komme i dybden med Guds ord, og hvert år hører vi da også varme og positive vidnesbyrd fra folk, der enten er blevet fornyet i troen eller for første gang har erfaret Jesus som en levende virkelighed i deres liv.

   I de kommende år bliver det en stor udfordring at finde nok frivillige til at holde de mange bibelcampings kørende. Den generelle nedgang i antallet af medarbejdere i Indre Missions betyder, at vi fra centralt hold ikke kan tilbyde de samme medarbejderressourcer som tidligere, så skal væksten fortsætte, er det helt afgørende, at flere frivillige spiller sig selv på banen.

 

Forvaltning der forandrer

I det seneste år har vi levet i skyggen af den finansielle krise, som ramte Indre Mission i 2008. For første gang i mange år har vi derfor måttet bede Indre Missions venner om en ekstraordinær økonomisk håndsrækning. Bønnen blev hørt, og vi har oplevet en historisk vækst i gaveindtægterne på ca. 2,1 millioner kroner. Gavestigningen betyder, at driftsunderskuddet for regnskabsåret 2009 blev reduceret væsentligt.

   Hvert år bruger Indre Mission mere end 40 millioner kroner på missionsarbejde i Danmark. Det er mange penge, og det stiller krav til god forvaltning. I almindelige virksomheder er målet at skabe mest mulig profit for pengene, men det er ikke Indre Missions vigtigste formål. For os gælder det om at anvende pengene, så flest muligt hører evangeliet om Jesus Kristus og bliver bevaret i troen på ham.

   I maj afholdt hovedbestyrelsens økonomiudvalg et seminar, som strakte sig over to dage. Formålet var at endevende Indre Missions økonomi med henblik på at frigøre flest mulige ressourcer til missionsarbejdet. Indre Mission er en stor bevægelse, så der er mange knapper at trykke på.

 

Plads til eksperimenter

Hvis vi skal inspirere til nytænkning og kreativitet, er det vigtigt, at vi bliver bedre til at se forskellighed som en ressource. Konservatisme og ensartethed er ikke vejen frem, hvis vi vil engagere de kommende generationer i missionsarbejdet.

   I Indre Mission skal man frit kunne afprøve nye idéer og tanker uden at være bekymret for at begå fejl. Hos os skal de skæve idéer have lov til at leve, og det skal være tilladt at betragte verden fra nye vinkler. Kort sagt: Vi skal være et eksperimentarium for mission.

   Derfor er vi i Indre Missions Hus ved at indrette et spændende mødelokale (et eksperimentarium), hvor medarbejdere og frivillige fremover kan mødes i en positiv og inspirerende atmosfære for at udtænke kreative ideer til mission. Vi planlægger også en kampagne, som sætter fokus på, at nutidens succeshistorier udspringer af eksperimenter i fortiden. For eksempel anså mange netmissionen for at være et risikabelt (og måske unødvendigt) eksperiment, da den første netmissionær blev ansat for godt 10 år siden. I dag kan vi glæde os over, at JesusNet.dk og AdamogEva.dk til sammen har et månedligt besøgstal på ca. 55.000. 

 

En levende bevægelse

I det hele taget er der i øjeblikket rigtig meget, som vi kan glæde os over. Hver eneste uge er vi samlingssted for tusindvis af mennesker, og selv om der generelt er nedgang i antallet af aktive kristne i Danmark, er der stadig et meget højt aktivitetsniveau i Indre Mission. Det er også skønt, at vi i øjeblikket hører mange dejlige fortællinger om mennesker, som via fællesskabet i Indre Mission har fået nye kræfter til hverdagen og nyt håb for fremtiden.

   Indre Mission er altså stadig en levende, frimodig og ressourcestærk bevægelse, som har meget at byde på i forhold til omverdenen. Det vigtigste er ikke, hvor mange aktiviteter vi kan holde i live, men at vi stiller os til rådighed for evangeliet.

   Så lad os også i de kommende år holde fast ved visionen: Lede til Jesus – leve i ham!

 

 

På vej mod balance

Det er en stor glæde, at gaverne til Indre Mission steg med to mio. kr. i 2009

Af Morten Nielsen

 

Med et driftsunderskud på 2,1 mio. kr. blev regnskabet for 2009 et stort skridt i den rigtige retning, set i forhold til det store underskud i 2008. Store gaveindtægter og gode indtægter på værdipapirerne bidrog positivt, mens virksomhederne var påvirket af den økonomiske krise.

 

Gaver

Vi glæder os over, at Indre Missions venner tog imod opfordringen til at forhøje deres gavebidrag i 2009. De almindelige gaver til hovedkassen steg således med 2,1 mio. kr. i forhold til året før. Vi håber, at denne tendens kan fastholdes, da det også de næste år er en stor udfordring at få balance i Indre Missions økonomi.

 

Testamentariske gaver

Efter at vi i 2008 fik den største indtægt fra testamentariske gaver nogensinde, faldt dette i 2009 til 11,2 mio. kr. Det er den næststørste indtægt, vi har oplevet herfra, så det er også fortsat et meget væsentligt bidrag til Indre Missions økonomi.

   Vi vil også fortsat gerne gøre positivt opmærksom på denne mulighed som en del af givertjenesten, og vi har derfor afholdt to informationsmøder om emnet, og vi yder gerne hjælp til oprettelse af testamente.

 

IM-genbrug og virksomhederne

Mange frivillige medarbejdere i genbrugsbutikkerne gør en stor indsats for at holde omsætningen oppe på et højt niveau, selv om det er blevet sværere at få varer nok til butikkerne. Det lykkedes at få et rekordstort overskud på i alt 5,4 mio. kr.

   De ansatte i virksomhederne arbejder målrettet med hver deres områder samtidig med, at de må kæmpe hårdt for at få sammenhæng i økonomien på grund af den økonomiske krise.

 

Medarbejdere

Vi brugte i 2009 over 83 procent af de samlede udgifter på løn med mere til medarbejderne. Det er vigtigt for Indre Mission, at vi kan have så mange medarbejdere som muligt til rådighed for missionsarbejdet. Og det er fantastisk, at vi har så mange midler til at løse de mange opgaver.

 

Lokal indsats

I juni 2009 skulle vi for anden gang sende en ansøgning om momskompensation til Skat, og i januar 2010 skulle vi for anden gang lave en samlet indberetning til Skat af alle gaver til Indre Missions arbejde.

   Det er store opgaver - både i Indre Missions Hus og lokalt. Jeg vil gerne sige en stor tak for indsatsen til alle lokale kasserere. Jeres indsats er en forudsætning for, at disse opgaver kan løses.

   Næsten 9.000 indberetninger til Skat på i alt 24,5 mio. kr. og 4,1 mio. kr. i momskompensation - heraf tre mio. kr. til det lokale arbejde - er de faktuelle resultater af indsatsen.

   Ud over det, ydes der også en stor indsats i det lokale arbejde - både med aktiviteterne og med byggeri, renovering og vedligeholdelse af missionshusene. Vi har i 2009 støttet disse opgaver med 1,3 mio. kr. fra IM's Missionsfond og 8,6 mio. kr. fra Byggefonden.

 

Tak

Når de mange forskellige tråde til Indre Missions regnskab samles, er det meget mere end tal. Tallene vidner om mange aktiviteter og muligheder, som støttes af gaver, brugen af Indre Missions virksomheder, genbrugsbutikkerne med mere. Dertil kommer engagementet og forbønnen fra rigtig mange, der ønsker at tage del i opgaven med at "lede til Jesus - leve i Ham."

   Tak til alle, der bidrager på den ene eller anden måde.