Artikelarkiv 
16-17

Bibelundervisning

Hebræerbrevet

- broen til troens usynlige grund

Af indremissionær Søren Juul Skovenborg, Århus
Bibelundervisning over Hebr 1,1-4.

Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne, 2men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn, hvem han har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har skabt verden. 3Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede, og han bærer alt med sit mægtige ord. Da han havde skaffet renselse for vore synder, tog han sæde ved den Højestes højre hånd i det høje, 4og han er blevet så meget mægtigere end englene, som det navn, han har arvet, overgår deres.
Hebr 1,1-4

Bedre, større end, evig og én gang for alle er ord, som går igen gennem hele Hebræerbrevet. Disse værdiladede ord hænger sammen med brevets budskab: i Jesus har vi en bedre pagt, for han er større end alle i den gamle pagt og har én gang for alle vundet en evig forløsning.

Baggrunden for brevet var, at hebræermenigheden, som angiveligt har været jødekristne, var ved at glide bort fra evangeliet. De havde forsømt omgang med ordet, og det er aldrig sundt for troen. I deres misvækst var de så småt begyndt at sætte spørgsmålstegn ved, om det var forsvarligt at sætte håbet til troen, ordet og Jesus alene. De stod i fare for at blive draget mod jødedommen og dens synlige og håndgribelige gudstjeneste med dens ofringer. Den levende tro på Jesus og hvilen i evangeliet var ved at blive afløst af vranglære og træthed.

I brevet griber forfatteren ind mod denne søgning mod religiøse ceremonier, tempel og ofringer, ja også mod de mere sværmeriske følelser. Han søger at lede hen mod troens grund, som må gribe om den usynlige, men virkelige gudstjeneste. Den udfører Jesus som den sande ypperstepræst i det sande tempel, nemlig i himlen for Guds trone. Dette er den nye, bedre og evige pagt.

Spørgsmål:

Prøv ved gennemlæsning af hele brevet at finde versene hvor de hyppigt brugte ord står.

Brevets budskab til os i dag

Vort eget trosliv kan på mange måder afspejle sig i de jødekristnes. Når vi forsømmer troens vækst, erstattes evangeliet af selvretfærdighed, og vi kæmper os trætte, fordi vi ikke kan finde hvile i vort ustadige liv. Nok er vi ikke vranglærere, men selvretfærdigheden lukker nåden ude, og besinder vi os ikke på dette, ender det i evigt frafald. Dette er brevets dystre vidnesbyrd (6,4; 10,26 og 12,17).

Evangeliet, som viser hen til Jesus, frigør os derimod for enhver byrde. Netop dette peges der med frigørende ord hen på gennem hele brevet. Derfor formanes vi til at holde ham for øje, som er troens banebryder og fuldender, for at vi ikke skal blive trætte og miste modet (12,1-3).

Spørgsmål:

Hvilke erfaringer har du gjort med forsømmelser i troens vækst og i forholdet til evangeliet?

Forfatteren

Brevets forfatterspørgsmål adskiller sig fra de fleste nytestamenlige breve ved, at der ikke angives nogen afsender.

Der har gennem næsten hele kirkens historie været flere forslag fremme. Det første var Paulus, herefter gik det mere på Barnabas og Lukas. Luther slog sig på Apollos. Mange andre er gennem tiden blevet foreslået med mere eller mindre gode begrundelser. I nyere tid er der dog ingen forsker, der taler om Paulus som forfatter.

I sidste ende må ethvert forslag dog betragtes som gætteri. Vi kan sige, at det for så vidt også er ligegyldigt, blot det er Guds inspirerede ord. Men netop forfatterspørgsmålet har voldt problemer, og brevet er først anerkendt som et forpligtende skrift ved et højtideligt møde i Kartago år 419.

At det ikke kun er menneskeord, men også fuldt ud Guds ord, vidner brevet i høj grad om i sig selv. Med sit skønne, letflydende og poetiske sprog finder vi her det klareste evangelium. Det er ikke alene i pagt med de øvrige skrifter i Bibelen, men formår også at sætte den gamle og den nye pagt i forhold til hinanden som vel intet andet skrift. Hvem forfatteren så end er, kan vi »nøjes« med at konkludere med kirkefaderen Origenes (død 254): Gud alene kender ham.

Gud har talt ved sin søn

Forfatteren indleder ikke sit brev på den sædvanlige måde, hvilket ikke alene giver problemer med at bestemme, hvem han er, men også modtagerne. Ser vi bort fra brevets afslutning, ligner skriftet derfor mere en prædiken end et brev.

Direkte lægges der op til hele brevets hovedtema, nemlig forholdet mellem den gamle og den nye pagt. Ligheden mellem de to pagter er, at Gud har talt. Forskellen er, på hvilken måde. I den gamle pagt var det på forskellige måder, men ved den nye har han talt ved sin søn.

Mangfoldige gange og på mangfoldige måder (v1).

1: Gud har åbenbaret sig stykkevis. Gennem historien er det stykkevise blevet mere klart. Lige fra den dunkle profeti om kvindens afkom (1 Mos 3,15) til detaljerede beskrivelser af Jesu lidelser og forsoningen (fx Sl 22 og Es 53).

2: Gud har talt til sit folk, som tiden krævede det (løfter, advarsler, formaninger, opmuntringer, love osv.)

3: Gud har talt gennem profeter (det er patriarker, dommere, konger og profeter). Han har også talt gennem engle, syner, drømme, billeder og symboler.

Spørgsmål:

Hvilke erfaringer har du gjort med, hvor forskelligt Gud har afsløret evangeliets dybder for dig? Hvornår og hvordan gjorde han det? Eksempler: anfægtelser, samtaler, oplevelser.

Dagenes ende (v2).

Forståelsen af udtrykket dagenes ende her i brevet er usikker, men hentyder formentlig til Jesu død, opstandelse og ikke mindst hans himmelfart, hvor han tog sæde ved den Højestes højre hånd i det høje (1,3) og bar sit blod frem for Guds trone (bl.a. 8,1 og 9,12). Dette var, hvad profeterne med længsel pegende hen imod og så som opfyldelsens tid (1 Pet 1,11).

Talt til os gennem sin søn (v1).

Gud har stadfæstet profetierne ved at tale gennem ham, der blev profeteret om. I forhold til alle de måder, Gud har talt på, står sønnen over dem alle. Han har ikke fået et kald af Gud som profeterne, men er samme suveræne væsen og natur som Gud - fx evig (Kol 1,17) og kærlighed (1 Joh 4,8). Det vil med andre ord sige, at vi her har det absolut højeste åbenbaringsmiddel, som Gud kunne benytte.

Indsat som arving til alle ting (v2).

At være søn og arving hører sammen.

Det var ved himmelfarten, Jesus blev indsat som arving. Her blev han af Gud gjort både til Herre og til Kristus (ApG 2,36) og har som eneste søn arvet alt (... alt har du lagt under hans fødder - Hebr 2,8).

Ved hvem han også har skabt verden (v2).

Alt er blevet til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er (Joh 1,3). I ham blev alting skabt i himlene og på jorden (Kol 1,16). Fra ham er alle ting, og vi til ham (1 Kor 8,6). Disse vidnesbyrd samstemmer med vort ord om, hvem midleren til verdens tilblivelse er. Som sådan har han også ret til herredømmet over den. Det betyder med andre ord, at alt og alle tilhører Kristus.

Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede, og han bærer alt med sit mægtige ord (v3).

Disse poetiske ord kan virke noget fremmed for os, men de udtrykker, at i Jesus kender vi Gud. Som billede på forholdet mellem Gud og Jesus kan vi sammenligne en computerskærm med det, som printeren udskriver. Det er to forskellige fremstillinger af en tekst og alligevel det samme.

Ved det samme ord, som verden blev til ved, opretholdes den nu ved Jesus, som i Joh 1,1 benævnes »Ordet«.

Spørgsmål:

Paulus bevidnede ofte, at Jesus er Guds søn, ved at pege på opstandelsen (se fx Rom 1,4). Hvordan begrunder Hebræerbrevets forfatter, at troen skal bygges på Jesus?

Da han havde skaffet renselse for vore synder, tog han sæde ved den Højestes højre hånd i det høje, og han er blevet så meget mægtigere end englene, som det navn, han har arvet, overgår deres (v3-4).

Med tanke på baggrunden for brevet, at de jødekristne ikke turde binde an med Jesus alene, men ville holde fast ved den gamle gudstjenesteordning, har forfatteren indledningsvis lagt grunden: Jesus er garanten for den nye pagt, for Gud har talt ved ham, der er ophøjet over alt. Dermed er den gamle pagt endegyldigt forbi.

Ovenstående ord afrunder dette med noget, der ligner en disposition til resten af brevet: Den gamle gudstjenesteordning i templet er afløst af en ny, som foregår i himlen.

 

fakta

Pagt:

En gensidig bindende aftale. Testamente. Den nye pagt, som Gud har sluttet ved sin søn, afløser den gamle, som blev sluttet med Guds ejendomsfolk, Israel (8,8-12). Men den gamle pagt er den nye pagts forudsætning og grundlag.

 

Bibelundervisning foråret 2002

Hebræerbrevet v/ Søren Juul Skovenborg:

IMT nr. 5, 3. februar, Hebr 2,14-18; 4,14-16
IMT nr. 9, 3. marts, Hebr 5,11-6,12
IMT nr. 14, 7. april, Hebr 8,1-13
IMT nr. 18, 5. maj, Hebr 9,1-10
IMT nr. 22, 2. juni, Hebr 11; 12,1-3

Artikel bragt i: IMT 2002 nr. 01