Artikelarkiv 
Jomfruer undfanger altså ikke

Jomfruer undfanger altså ikke

Af sognepræst Johannes Glenthøj, Nordby på Samsø

En gammel syrisk vekselsang skildrer en samtale mellem Josef og Maria, da Josef var blevet klar over, at Maria havde undfanget. Samtalen, der bliver til et skænderi, viser, hvor svært det har været for Josef at tro på det under, at Maria skulle føde Guds søn.

I Mellemøstens kirker kom samtaler eller vekselsange mellem bibelske personer på mode i det femte-sjette århundrede.

Det var et af de mange tiltag, der blev gjort for at forny gudstjenesten i de syrisksprogede kirker. Der var behov for at give folk underholdning, så de ikke forsvandt ud af kirken, men det var underholdning med dybt indhold. Så der blev over kort tid skrevet vekselsange til jul og påske og mange andre begivenheder i kirkeåret.

Som det tit går, når der sker nybrud, blev noget hængende, og nogle af disse sange er stadig i brug, blandt andet denne julesang. Utroligt, for sangene er skrevet 300-400 år før Ansgar overhovedet satte sine ben på dansk jord. Der er overleveret omkring 50 vekselsange på syrisk. Nedenfor bringes min oversættelse af en af dem fra syrisk.

Maria på anklagebænken

I denne vekselsang er Maria på anklagebænken. Josef anklager hende for at have undfanget »uden at han har mærket noget til det«, som han siger. Det er muligvis en lavmælt og ironisk måde at sige på, at han ikke er skyld i graviditeten.

Maria forsvarer sig, og det er et voldsomt skænderi, der bølger frem og tilbage mellem de to. Hen imod slutningen får Josefs tillid til Maria overtaget (vers 35), og Maria kan sige til Josef, at hun ikke ønsker at være sammen med ham endnu (vers 36). Hun siger det først nu, hvor han viser hende tillid, for ellers kunne hendes ord let misforstås, som om hun ville være sammen med ham, så det kunne tage sig ud, som om han var barnets biologiske far.

Efter samtalen hører vi i afslutningen, at Josef om natten får besøg af englen og dermed får svar på gåden, hvordan Maria kan være blevet gravid, og han bøjer sig for det svar og bekender troen på Guds søn, som gennem Maria kom til syne i verden og frelste verdenerne. Hvad vil det sige? Det betyder, at den himmelske, usynlige verden bliver forligt med den synlige verden, så mennesker og engle bliver hinandens fæller; og engles og menneskers stemmer forenes i lovsangen til Ordet, Guds søn, der blev menneske.

Svært for begge

I vekselsangens samtale får vi lidt indsigt i, hvor svær situationen var for både Maria og Josef. Maria kunne blive stenet for utroskab og siger selv, at hvis ikke hendes søn havde beskyttet hende, havde folk gjort det af med hende - ja, der står: »revet mig i stykker«, nemlig ved steningen.

Josef står over for de to muligheder - løgn eller sandhed: Enten har Maria undfanget ved en anden mand, eller også er hendes undfangelse enestående, uden sammenligning i hele verden.

Lige meget taletid

Vi kommer midt i det hele, for samtalen er allerede i fuld gang i vers 5, da Josef henviser til noget, Maria har sagt, men som vi ikke har hørt. Det kan godt være lidt svært at få hold på forløbet i samtalen, men hvem kan det, når ægtefæller skændes.

Så kører argumenterne frem og tilbage, og ikke altid lige som terapeuten foreslår! Men i modsætning til mange ægteskabelige samtaler foregår Marias og Josefs samtale så regelret, at begge parter i samtalens løb får nøjagtig lige meget taletid! Her er Josef et smukt eksempel til efterfølgelse for mænd: Han giver plads til, at Maria kan svare ham, og han tager først ordet igen, når Maria har talt til ende. Måske var det et forslag til ægtepars samtaleform: Sørg for at give hinanden lige meget taletid!

Hemmeligheden

I vekselsangen bruges ordet hemmelighed. »Hemmeligheden« er, at Gud er blevet menneske, undfanget ved Helligånden, født af jomfru Maria. Men i syrisk kristendom bruges ordet »hemmelighed« eller »gåde« altid om Jesus, Guds søn.

Der er noget hemmelighedsfuldt ikke bare ved Guds menneskevordelse, men også gennem hele verdens historie fra skabelsen af. Syriske digtere taler om Kristus som hemmeligheden ved Gammel Testamente og i alt, hvad der dér berettes fra skabelsen af, hvor han følger med som en skygge, en hemmelighed, der bliver åbenbaret, da Jesus træder frem som menneske. Men selv her forbliver der noget gådefuldt, som Paulus siger: Her ser jeg i et spejl i en gåde, men da skal jeg se ansigt til ansigt.

Vædderen som lammet

Lad os se på nogle steder, hvor Kristus hemmeligt er til stede og samtidig peger frem mod, at han blev menneske. I løbet af samtalen diskuterer Maria og Josef bibelske eksempler, der profetisk peger frem mod Marias undfangelse som jomfru.

Lammet, der kommer ud af grenene (vers 14), er den oldkristne tolkning af 1 Mos 22,13, men vædderen er blevet til et lam. Vædderen, Abraham får øje på og ofrer i stedet for Isak, var i jødisk udlægningstradition en af de få ting, der var til, før verden blev skabt. Derfor lå det snublende nær for kristne at tolke skriftstedet i lyset af troen, at Kristus er fra evighed, født, ikke skabt.

Skriftstedet blev derfor forstået i lyset af Esajas 53 om Herrens tjener, Messias, der slagtes som et lam. Lammet (= vædderen) »hænger på træet«, hedder det for eksempel i en syrisk prædiken om 1 Mos 22, hvormed der tænkes på korsfæstelsen. Tanken er i vekselsangen, at lammet »fødtes« fra træet som et forbillede på, at Jesus fødtes af en jomfru.

Den åndelige klippe

Maria nævner derpå Eva, for hun blev til uden forening med en mand; Gud frembragte hende direkte fra Adam (vers 16). Dernæst nævner hun Esajas 7,14 som en profeti om hende selv, med hendes ord: »Jomfruen skal blive frugtsommelig«. Senere i samtalen tager Maria et sidste eksempel frem fra Bibelen.

I vers 26 taler hun om klippen på Horebs bjerg, hvorfra der strømmede vand. Det hentyder til 2 Mos 17,6, hvor Gud siger til Moses: »Dér, på klippen ved Horeb, vil jeg stille mig foran dig. Når du slår på klippen, strømmer der vand ud af den, så folket kan drikke.« Men i vekselsangen er ordene forstået ud fra 1 Kor 10,4 om den åndelige klippe, som folket drak af, nemlig Kristus, som fulgte med i ørkenen.

Men der indgår også en anden tekst i forståelsen: Daniel 2,45, om stenen, der bliver revet løs fra bjerget, »men ikke ved menneskehånd«. Dette skriftsted blev i oldkirken tolket om jomfrufødslen, og denne tolkning indgår i Marias ord.

Liv ved hans fødsel

Der er noget enestående over vekselsangens næstsidste vers, at Jesus, altings Herre, ønskede at bo i Marias skød »for at give alting liv ved sin fødsel«. Da han fødes, bringer han liv til alting (kan også oversættes »alle«), det vil sige: Ved hans fødsel fødes vi alle. På den måde er hans menneskevordelse ikke bare en historisk begivenhed, men direkte forbundet med den nye fødsel, Jesus som voksen taler om, og som han vil bringe alle, der tror ham.

1. Brødre, vor Herre gjorde et under:

han steg ned og tog bolig i jomfruen,

der var trolovet, ærbar og god.

Hendes skød var forseglet og hendes undfangelse enestående.

 

2. Englen kom med fredshilsen,

gav den til fattiges datter og skænkede hende en fylde af rigdom.

Hun tog imod undfangelsen og alle undrede sig,

og selv undrede hun sig over at gå med et barn.

 

3. Fosteret i hendes liv danner alle

og mælken i hendes bryster forbavser alle.

Hendes jomfruelighed var forseglet, og dog var hendes skød fyldt.

Hun ventede barn, men hemmeligheden var skjult.

 

4. Josef undrede sig over Maria,

for han kunne se, hun var gravid, og det uden at han havde mærket noget til det.

Derfor begyndte han at anklage og skamme hende ud.

Han sagde til den unge pige: ‘Hør,

 

5. fortæl mig hemmeligheden - hvad er der hændt dig?

Det, du siger, gør mig rædselsslagen.

Hvem har forført dig, jomfru,

og plyndret din rigdom, du rene?’

 

6. ‘Jeg skal fortælle dig, hvad der er sket’,

sagde Maria, mens Josef lyttede til.

‘En mand af ild steg ned til mig,

bød mig fred, og så skete dette!’

 

7. Josef. ‘Jeg har svært ved at tro det helt.

Det er ikke behageligt, det du fortæller mig.

Hvis du vil, så sig mig,

hvad der er hændt. Hvem forførte dig?’

 

8. Maria. ‘Jeg ved ikke, hvad mere jeg skal sige til dig,

for jeg har fortalt dig, hvad det var, der skete.

En ærkeengel steg ned og forkyndte de gode ny heder for mig,

og jeg undfangede uden at mærke noget.’

 

9. Josef. ‘Ti stille, Maria,

sådanne ord er ikke passende for en jomfru!

For løgn varer ikke ved,

så tal sandhed, hvis du vil!’

 

10. Maria. ‘Lad mig en gang til gentage mine ord,

så siger jeg altså ikke mere:

jeg er forseglet, selve min mødom bære præg af,

at den er intakt.’

 

11. Josef. ‘Du skulle lade være med at nægte

og i stedet gå til bekendelse: du begik et fejltrin.

Du er faldet i to onder,

for efter undfangelsen lyver du endda.’

 

12. Maria. ‘Du burde fæste lid til mit ord,

for falskhed har ikke kastet sine øjne på mig.

Min kyskhed og sandfærdighed vidner om mig,

at jeg er jomfru; jeg har ikke ført falsk tale.’

 

13. Josef. ‘Jeg er dybt rystet over det, du siger.

Hvordan kan jeg høre på det, du taler om?

En jomfru undfanger aldrig,

med mindre hun har været nær ved og sammen med en mand.’

 

14. Maria. ‘Det er mig, der er dybt rystet! Du stoler ikke på,

det er let for altings Herre

at udvirke en jomfrus frugtsommelighed,

sådan som det skete med lammet, der kom ud af grenene.’

 

15. Josef. ‘Eva forenedes med Adam

og fra det ægteskab kom hendes mange børn;

men se, du alene praler med, at dit skød uden mands hjælp bliver fyldigt.’

 

16. Maria. ‘Jamen, Eva vidner om mine ord,

at det skete uden forening med en mand.

Gud frembragte hende nemlig fra Adam.

Hvorfor stoler du så ikke på mig?’

 

17. Josef. ‘Glemmer du som vand, du kyske?

Tag skrifterne frem og læs i dem!

Jomfruer undfanger altså ikke

uden ægteskab, sådan som du siger.’

 

18. Maria. ‘Du tager fejl, Josef, tag du og læs,

så skal du se, at i Esajas’ bog er der skrevet om mig:

‘Jomfruen skal blive frugtsommelig’,

og hvis det er sandt, skal du ikke anklage mig.’

 

19. Josef. ‘Det ville være dejligt, om du skammede dig

over denne handling, som er fuldstændig åbenlys.

For efter du undfangede, så lyver du

og siger, at du stadig er jomfru.’

 

20. Maria. ‘Det ville være dejligt, om du ville

stole på mine ord, for jeg lyver ikke!

Jeg er forseglet, derom vidner

stumme naturer, som ikke har talens brug.’

 

21. Josef. ‘Så er det nok, pige. Du bralrer op

med en løgn, det holder ikke.

Der kan altså ikke være jomfrudom og undfangelse

i én og samme krop.’

 

22. Maria. ‘Så er det nok, Josef, du plager mig,

trods det at jeg er ren og har vidner på det!

Tilkald vort lands kloge koner

og se min jomfrudom, der aldrig er blevet brudt op.’

 

23. Josef. ‘Hvem ligner du, hvis du ved det?

Hvem kan sammenlignes med dig ud fra det, du fortæller?

Dig alene skulle dette være sket for,

det kan ikke være rigtigt.’

 

24. Maria. ‘Jeg skal ikke ligne nogen,

min søn har nemlig ikke sin ligemand.

Han er den eneste af sin slags, så der kan umuligt være

nogen anden undfangelse som min.’

 

25. Josef. ‘Med dig begynder der så altså

noget nyt i verden, efter det du siger.

Men du henviser ikke til noget

og fortolker ikke det, du har sagt.’

 

26. Maria. ‘En simpel fortolkning er jeg ikke bange for,

du kan få øje på det, hvis du vil bruge øjne ne:

Klippen på Horeb - hvem lod den strømme med vand,

og hvem lod staven frembringe det?’

 

27. Josef. ‘Hold mund, for dit skød er ved at fyldes

og anklager dig, og du er ikke bange.

Den kendsgerning vidner mod dig,

og også det, at du ikke vil holde op med at snakke.’

 

28. Maria. ‘Hold mund og lad være med at se ned på mig,

for jeg er ikke ringe i en Andens øjne.

Dig blev jeg trolovet med, det ved du,

i din trang til sandhed skal du ikke komme med falske beskyldninger.’

 

29. Josef. ‘Jeg har meget svært ved at tro på dig,

at du ikke har skiftet mig ud med en anden, som du siger.

For jeg har ikke mærket noget til undfangelsen.

Det er tydeligt, at du lyver.’

 

30. Maria. ‘Det skulle være let for dig at tro på mig,

men om jeg lyver, så har min søn

en engel af ild og ånd,

som vil komme til syne og vidne om mig.’

 

31. Josef. ‘En tjener kan ikke besejres med ord.

Dine ord er kryptiske, men dit skød har fået fylde,

og den kendsgerning vidner mod dig,

så du behøver ikke også at lyve.’

 

32. Maria. ‘Sagen, som er så hård for dig og for mig,

den tvinger mig til at tale.

Eftersom min sandhed ikke skal agtes ringe,

sænker jeg ikke mit hoved i skam.’

 

33. Josef. ‘Der er vildfarelse i dine ord, jomfru,

så man må frygte for det, du siger.

Tag skilsmissebrevet og drag bort med fred,

så afslører jeg ikke gåden.’

 

34. Maria. ‘Det ville være let for det foster, der bor i mit skød,

i stedet for mig at sige, at jeg er uskyldig,

afsløre det gådefulde, der er sket med mig,

og vise dig, at jeg ikke har løjet.’

 

35. Josef. ‘Lyt til det, jeg siger dig, du kloge:

selvom jeg fæster lid til det, du har sagt,

tør jeg ikke komme dit rene skød nær,

for det fuldt af ild.’

 

36. Maria. ‘Josef, din tale er mig kær,

jeg begærer ikke at være sammen med dig.

Fosteret i mit skød skal overbevise dig om,

at det ikke er noget, jeg bilder dig ind, at jeg er jomfru.’

 

37. Josef. ‘To ting står tilbage og gør mig ræd:

hvis det er sandt, ryster det mig,

og hvis det er løgn, så gør det mig bedrøvet.

Jeg ville ønske, jeg kunne undgå begge dele.’

 

38. Maria. ‘Nu vil jeg rette mine ord mod mit skød

og tale til min søn i det skjulte,

så skal han afsløre for dig, at jeg er gold,

og at jeg ikke skal holdes tilbage fra omgang med dig.’

 

39. Josef. ‘Det er stærke sager, du har talt om,

det gør mig ræd, det du har sagt.

Så meget mere tænker jeg på at flygte fra dig.

Hvorfor bliver du ved med at pine mig?’

 

40. Maria. ‘Der blev stor splid på grund af mig.

Et tåbeligt folk gik løs på mig

og jeg regnes for en hore.

Hvis min søn havde vendt sit blik fra mig, havde folk revet mig i stykker’.

 

41. Marias Herre så, at hun talte sandt

og vidnede mod den falske anklage.

Han gav et vink, og en tjener steg ned

og bekræftede den unge piges ord.’

 

42. Josef lå og sov, da vægteren kom

og afslørede gåden, sådan som det var gået til;

og Josef stod tidligt op, knælede og bøjede sig ned

for den underfulde, som ikke havde løjet.

 

43. Den retfærdige mand var forbavset over den unge pige

og udviste jomfruen stor ære.

‘Tak til Sønnen, der kom til syne fra hende

og frelste verdenerne ved sin fødsel.

 

44. Lovprisning tilhører altings Herre’,

sagde Josef til jomfruen,

‘for han ønskede at bo i dit moderliv

for at give alting liv ved sin fødsel.’

 

45. Lovprisning tilhører ham, velsignet være Or dets navn -

det Ord, som tog bolig i jomfruen

og var ni måneder i hendes liv

for at frelse Adam, ære være ham!

Artikel bragt i: IMT 2002 nr. 51/52Jul